B&O tjener mere på B2B
Bang & Olufsens B2B-salg er steget. Til gengæld må koncernen konstatere, at salget direkte til forbrugerne er gået tilbage.
Bang & Olufsen kan glæde sig over at omsætningen for B2B-forretningsområdet blev på 194 mio. kr. i andet kvartal imod 182 mio. kr. i samme periode sidste år. Og det var ikke mindst B&O’s Automotive, der bidrog til den stigende omsætning, Automotive voksede således med seks procent i kvartalet, på trods af at samme kvartal sidste år var en hård periode at sammenligne med.
Koncernens salg direkte til forbrugerne er derimod gået lidt tilbage sammenlignet med året før. Bang & Olufsen må således notere sig en omsætning på 632 mio. kr., hvilket er tre millioner mindre end for andet kvartal i 2012/13.
Det er blandt andet B2C-forretningen i Europa, der bærer skylden for tilbagegangen. Her har koncernen således noteret en nedgang på 16 procent.
Men mens europæere er blevet mere tilbageholdende med at investere i B&O-produkter i forhold til året før, så er salget steget både på BRIK-markederne og i Nordamerika, og også den øvrige del af verden har vist stigende interesse for de danske produkter. Omsætningen til BRIK-markederne steg således med 45 procent, mens omsætningen i Nordamerika steg med 21 procent. Og endelig steg omsætningen i ”resten” af verden med 13 procent, fremgår det af delårsrapporten.